Erhvervsmægler med speciale i køb og salg samt rådgivning vedr. investeringsejendomme
SitemapGo to english version

Ejendomssalg og -investering

DN Erhverv - Erhvervsmægler med speciale i køb og salg samt rågivning vedr. investeringsejendomme

Optimisme på MIPIM-messen

Bragt i Berlingske Tidende 16.03.11
af Sten Thorup Kristensen

Læs som PDF

Forårsluft. Stemningen var i år forbedret markant på verdens største ejendomsmesse, Mipim i Cannes. Investorer og samarbejdspartnere er blevet mere konkrete, lyder den samstemmende melding fra de danske deltagere, Berlingske har talt med.      

Det er smukt solskin, men stadig lidt forårskoldt i Cannes. Sådan er det stort set hvert år i begyndelsen af marts, når verdens største ejendomsmesse løber af stabelen i den sydfranske kystby. Men i år indeholdt vejret og årstiden også en symbolik for det marked, det hele handler om.

Det er John Frederiksen, formand i Ejendomsforeningen Danmark, der bruger det billede, da Berlingske på den næstsidste messedag taler med ham.

»Stemningen var bedre i 2010 end i 2009, og den var endnu bedre i år. Man fornemmer, at der generelt er større optimisme, og at kurven er vendt. Det er ikke sådan, at folk går rundt med armene over hovedet. Men alle spekulanterne er væk, og kun de rigtige ejendomsfolk er tilbage. Det er en sund udvikling,« siger John Frederiksen.

Samtalerne er blevet mere konkrete

Denne oplevelse går igen hos de fleste af de investeringsfolk – hvad end det er på købereller sælgerside – som Berlingske har talt med. En gennemgående kommentar er også, at samtalerne er blevet mere konkrete. Der bliver sjældent solgt noget på Mipim – der bliver knyttet kontakter og diskuteret muligheder, og det springende punkt er så, hvor meget mere der kommer ud af det efterfølgende.

Partner Henrik Lyngskjold fra DTZ Erhverv tror, at indsatsen i år bærer frugt i form af egentlige handler. Han har haft danske ejendomme for halvanden mia. kr. med i mappen, og han vover det ene øje og forudsiger, at en eller to af dem vil være solgt inden udgangen af juni – som følge af samtaler på Mipim.

»Vi har endda mødt nogle stykker, som er ude for at købe til jordbank – det vil sige købe jord med henblik på at bygge, når markedet bliver til det. Den type investorer, som er indstillet på at klare nogle år uden indtægter, har ellers været fraværende i markedet,« fortæller Henrik Lyngskjold.

Jakob Dalhoff, direktør i DN Erhverv, har samme fornemmelse, og også han forudser handler til trecifrede millionbeløb forude.

»Sidste år oplevede vi, at der nok var megen interesse, men at ingen rigtig turde slå til, når det kom til stykket. Man ville holde alle muligheder åbne. På det tidspunkt frygtede man stadig et double dip, hvor krisen skulle bryde ud igen. Men der har samlet sig meget likviditet i markedet, og nu er køberne blevet konkrete på trods af risikoen for rentestigninger og inflation,« siger adm. direktør Jakob Dalhoff.

Bredere fokus

De to erhvervsmæglere deler også den oplevelse, at investorerne er ved at bevæge sig væk fra det ensidige fokus på prime ejendomme.

»Vi mener ikke, at priserne på prime ejendomme har nået niveauet før krisen. Men det begynder at nærme sig, og investorerne ser, at der er en stor prisforskel ned til de næstbedste ejendomme,« siger Henrik Lyngskjold.

Jakob Dalhoff har mødt en række udenlandske fonde med kapital fra USA, Mellemøsten og Asien, der er interesserede i at investere i Europa. Disse fonde var der også sidste år. Men:

»De er blevet villige til at kigge på andet end prime ejendomme, og de har sænket forventningen til afkastet. På boligudlejningsejendomme er de f.eks. gået fra at kræve et afkast på 6,0 procent ned til 5,0-5,25 procent,« siger Jakob Dalhoff.

Unik mulighed for at skabe kontakter

Også Boris Nørgaard Kjeldsen, adm. Direktør for Dades, der er landets største ejendomsinvesteringsselskab, der ikke er ejet af et enkelt pensionsselskab, har haft et antal konkrete sager med til Cannes. De handler ikke nødvendigvis om køb eller salg, men også om f.eks. udlejning eller administration. Og også han forventer, at samtalerne i Cannes vil føre til egentlige aftaler.

»Mipim er ikke bare verdens største ejendomsmesse. Det er også Danmarks største ejendomsmesse, der af praktiske grunde bliver holdt her, og det giver en unik mulighed for at møde samtalepartnere fra andre kollegaer og relaterede brancher – bl.a. kommuner. Det er ikke billigt at deltage, men hvis man vil, kan man på få dage opnå nogle værdifulde kontakter og dialoger, som det ellers ville tage det meste af året at etablere. Det er mit indtryk, at der er en fælles forståelse for dette,« siger Boris Nørgaard Kjeldsen.

»Det er min klare opfattelse, at Mipim er blevet mere seriøst i de senere år, og vi mærker også, at stemningen er blevet mindre pessimistisk. Begge dele viser, at markedet har en robusthed, og at det trods alt vil rejse sig relativt hurtigt efter krisen,« siger Boris Nørgaard Kjeldsen.