Mæglerne ser sort – på bundlinjen
Bragt i Berlingske Tidende 26.06.11
af Steen Thorup Kristensen
Regnskaber. De åbne sår er – stort set – et overstået kapitel hos erhvervsmæglerne. De har formået at tilpasse omkostningerne oven på det bratte omsætningsfald efter finanskrisen, viser 2010-regnskaberne. De er endda begyndt at ansætte folk igen.
De store erhvervsmæglere herhjemme er en flok hårde nysere. Som branche betragtet var de blandt dem, der blev allerhårdest ramt af finanskrisen. Men de har formået at rejse sig, så der nu er sorte tal på bundlinjen næsten hele vejen rundt.
Det viser de 2010-regnskaber, der ligger klar hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Hvor store underskud var normen i 2008 og 2009, var der i 2010 kun et par stykker tilbage med røde bundlinjer, og også disse er efter eget udsagn på vej mod overskud.
»Hvis man kunne komme igennem finanskrisen, så kan man komme igennem hvad som helst,« som Hans Vestergaard, som adm. direktør og bestyrelsesformand hos Colliers International Danmark, sammenfatter situationen.
Colliers, der er branchens største, har også set den mest markante vending i regnskabsresultaterne. Med en særligt stor markedsandel på formidling af investeringsejendomme ramte finanskrisen benhårdt og udløste et underskud på 41 mio. kr. i 2008.
Året efter var underskuddet reduceret til 22 mio. kr. Det blev opnået ved at reducere medarbejderstaben med en tredjedel, ligesom man bl.a. opsagde en del af sit lejemål i Codanhus på Frederiksberg. I 2010 slog disse besparelser fuldt igennem, og sammen med en vækst i omsætningen på ca. 10 procent har det ført til et overskud på 3 mio. kr.
»Vores forretning er blevet tilpasset til det marked, der er i dag, og vi har formået at bevare alle afdelinger, selv om vi har reduceret staben. Alle steder har vi også ansat igen, eller vi er ved at gøre det. Vi tilknytter de ressourcer, der er behov for, og det går stille og roligt,« siger Hans Vestergaard.
Han beskriver fortsat markedet som udfordrende, men han venter en fremgang på 15 procent på både top- og bundlinje i 2011.
Nye opgaver
Colliers er ikke alene om at have foretaget nyansættelser. Det er tværtimod ligeledes en generel branchenorm, og den skyldes ikke blot, at markedet trods alt har løftet sig lidt, siden det omsætningsmæssigt var længst nede. Mæglerne har også fået nye opgaver med både vurderinger og rådgivning.
Rådgivningsopgaverne er forskelligartede, men de fleste har i større eller mindre grad forbindelse til turbulensen oven på finanskrisen. En branchekilde nævner nogle eksempler:
• Internationalt går investorerne efter lav risiko, og i den sammenhæng opfatter de – i hvert fald som princip – Danmark med sin modne økonomi som interessant. F.eks. udenlandske fonde afsøger det danske marked, og de skal bruge hjælp ikke blot til konkrete handler, men også til overordnet at forstå markedet.
• Omvendt står den nu på besparelser i den offentlige sektor, der med en ekspansiv finanspolitik har holdt hånden under økonomien siden krisens udbrud. Offentlige ejere og lejere søger rådgivning om, hvordan de bedst optimerer deres lokaleforbrug.
• Den diskrete oprydning i bl.a. bankers ejendomsporteføljer medfører for mæglerne opgaver med både vurderinger og forslag til fremtidige løsninger for de pågældende ejendomme.
Opstramning skal give sorte tal
Udviklingen i mæglerbranchen har dog ikke været mere positiv, end at et par stykker fortsat har røde bundlinjer. Det gælder især CB Richard Ellis, der med et underskud på 14 mio. kr. faktisk kom lidt dårligere ud end året før.
Det skyldes dog, at selskabet først for alvor rebede sejlene i 2010. Det amerikanske moderselskab købte mæglerfirmaet Cederholm i februar 2008, og blandt sælgernes vilkår var, at de kunne blive i selskabet. Den aftale viste sig at være god for den gamle ledelse, men skidt for moderselskabet, da finanskrisen kom senere samme år, og den oplagte reaktion havde været at indskrænke organisationen.
Sidste år løb aftalen ud, og fire direktører blev til en – Niels Cederholm. Han lagde, med egne ord, ud med den opstramning, der er naturlig for en ny direktør.
»2010 var et omstillingsår, så det er ikke det resultat, vi lægger mest vægt på. Vi er kommet godt fra start i 2011, og vi regner ikke med at få et underskud for tredje år i træk,« siger Niels Cederholm.
Optimisme hos Home
Home Erhverv København har haft fremgang, men ikke nok til at få en positiv bundlinje og opnå en fuldstændig reetablering af egenkapitalen.
»Omsætningen er skåret til. Virksomheden er både personale- og omkostningsmæssigt gearet til at kunne fortsætte i det eksisterende marked og kan med de nuværende ressourcer og kompetencer løse alle opgaver på en tilfredsstillende måde. Vi forventer dog, at omsætningen ender højere i 2011 end i 2010. Vi har øget kommissionsbeholdningen af salgs og udlejningsemner betragteligt i forhold til sidste år. Selv om forhandlingsperioderne stadig er lange, konstaterer vi, at sagerne nu i større grad ender succesfyldt, hvor de tidligere i udpræget grad faldt til jorden efter endt forhandling, « siger adm. direktør Michael Lind Olesen.
Egenkapitalen tabt
Der foreligger endnu ikke regnskab for et af de selskaber, der i hvert fald har været i store problemer – nemlig Gaarde Erhverv, som er gået i partnerskab med den tyske gigant Engel & Völkers. Derimod foreligger der regnskab fra Peter og Henning Reinholdts selskab Reinholdt A/S.
De to brødre, der efter interne uenigheder brød ud af Gaarde Erhverv omkring årsskiftet til 2009, har haft et problematisk 2010. Et overskud på 700.000 kr. er vendt til et underskud på 800.000 kr., og hele egenkapitalen er tabt. Der fremgår ikke oplysninger om, hvad tilbagegangen skyldes.
