Erhvervsmægler med speciale i køb og salg samt rådgivning vedr. investeringsejendomme
SitemapGo to english version

Ejendomssalg og -investering

DN Erhverv - Erhvervsmægler med speciale i køb og salg samt rågivning vedr. investeringsejendomme

DSB-bygning kan sælges hurtigt

Bragt i Berlingske Tidende 07.10.11
af Henrik Jensen

Læs som PDF

Salg. DSB kan stoppe mindst en kvart milliard kroner i kassen ved at sælge det gamle fredede hovedkvarter i Sølvgade i det indre København. Med lidt held kan de få op mod 400 millioner.      

Et salg af den gamle ejendom i Sølvgade kan skæppe godt i en ellers trængt DSB-kasse. Selskabet kan få et sted mellem 250 og 400 millioner                kroner for den, og selv om boligmarkedet er presset, kan den sagtens gå som varmt brød. Det vurderer ejendomsmægler Jørgen Jørgensen, direktør for EDC Poul Erik Bech i København, efter at DSB i går meldte ud, at de vil sælge deres gamle domicil.

»Hvis man kigger på det prisspænd, der er lagt ind, så er det jo ikke overvældende dyrt. En pris på 250 millioner svarer cirka til en kvadratmeterpris på 10.000 kroner. Det vil undre mig, hvis de vil sælge den til det, for det er ret billigt, når man tager beliggenheden i betragtning, « siger Jørgen Jørgensen.

Netop beliggenheden taler for DSBs muligheder for et salg af bygningen, der er et led i den runde af sparetiltag, DSB er i gang med. »Beliggenheden kunne ikke være bedre. Den er fantastisk lige midt i København, så jeg kan ikke se, hvorfor man ikke skulle kunne sælge bygningen,« siger Jørgen Jørgensen.

Flere potentielle købere

DSB vil ikke oplyse, hvilken pris de vil sælge for. Det vurderes dog meget løst, at prisen kommer til at ligge et sted mellem 250 og 400 millioner kroner for det 26.274 kvadratmeter store firlængede domicil. Det viser vurderinger i en tidligere offentliggjort rapport fra analyseinstitutter Quartz + Co.

Det måske snart forhenværende hovedkontor er en fredet bygning. Det kan både være en fordel og en ulempe for mulige købere. En fordel fordi man kan opnå skattemæssige fordele. En ulempe fordi det er begrænset, hvor meget man kan rive ned og bygge om, hvilket netop er en af DSBs grunde for at rykke ud. Selv om mulighederne er begrænsede, er der mange købere, der kan være interesserede i at indrette sig her. Det mener man hos DN Erhverv, der formidler erhvervsejendomme i Norden og Tyskland,

»Det kan være ejendomsselskaber med en solid økonomi, der vil købe bygningerne. Det kan også være pensionsselskaber eller fonde, der har brug for at investere nogle penge i fast ejendom. Derefter kan de så leje den ud til erhvervslejemål,« siger diretør i DN Erhverv, Jakob Dalhoff.

Han mener også, at DSB kan finde en køber relativt hurtigt, hvis prisen bliver holdt nærmere 250 end 400 millioner.

Ifølge Jørgen Jørgensen hos EDC Poul Erik Bech kræver det forarbejde for en mulig investor, hvis der skal postes penge i bygningerne, da det er en gammel og fredet bygning:

»Det er et spørgsmål om, hvor mange lejemål man kan dele det op i. Hvis det eksempelvis kan deles op i 17 lejemål, så kan det jo være både IT-virksomheder, advokatbranchen eller reklamebureauer, der har interesse i at leje sig ind,« siger Jørgen Jørgensen.