2. Undersøg hvor mange, der har ejendommen til salg
Noget af det første man lægger mærke til, når man går i gang med sin søgning efter tyske ejendomme, er, at den samme ejendom kan være til salg flere steder. Den kan være sat til salg både på foranledning af ejeren, men den kan også være til salg hos en tysk ejendomsmægler, fordi denne mener, at hvis ejeren bliver præsenteret for en køber og en god pris, vil han gerne sælge. Den tyske ejendomsmægler kan også have set ejendommen til salg et andet sted og derefter lagt sit honorar yderligere oven i denne pris, så man ender med at betale honorar til to ejendomsmæglere. Endelig kan det ske, at ejendomsmægleren fastsætter en pris, som han mener, at ejendommen kan forhandles ned til.
Før man indgår en nærmere dialog med en ejendomsmægler og begynder at afholde omkostninger, bør man undersøge, om denne har eksklusivitet på ejendommen, og/eller om han repræsenterer sælger. Dette for at undgå, at man ikke forhandler med en, der ikke er i kontakt med sælger. Det kan lyde banalt, men det er vigtigt og kan i sidste ende spare én for en masse besvær. Det er dog ikke nok at spørge, om ejendomsmægleren har kontakt med ejeren – det skal kunne dokumenteres på den ene eller anden måde.
